Stine Svenningsen: «At tage afstand fra livet og sig selv»

Anmeldelse Skrevet av

Marie Landmark

Hendelser uten navn 

Forlaget Oktober, 2017

208 sider

Marie Landmarks debutroman Hendelser uten navn omhandler de navnløse. De, hvis navne vi enten ikke ønsker at kende, eller hvis navne vi ønsker at glemme. Det gælder både fremmedarbejderen, der udfører livsfarligt arbejde uden sikkerhedsliner, og nattens flygtige affærer, som aldrig vil fæste sig i hukommelsen. Hendelser uten navn rammer hermed noget helt særligt i vores forhold til andre mennesker; dét at vi ofte vælger at distancere os frem for at engagere os. Dette er et tiltrængt perspektiv i samtidslitteraturen, som i Landmarks roman desværre overskygges af hovedpersonens forliste forhold og besættelse af at vande planter.

Den unavngivne, kvindelige hovedpersons job er at undersøge arbejdsulykker. Kort og kontant gennemgår hun ulykkens hændelsesforløb, taler med potentielle vidner og fotograferer ulykkesstedet. Hun noterer minutiøst hver detalje i et Excel-ark, som bliver til flotte grafer og overskueligt statistisk materiale. Der skal være orden og system i arbejdet. En dag bliver hovedpersonen sendt ud for at udrede en arbejdsulykke med en filippinsk fremmedarbejder, og snart begynder det rutinemæssige job at miste sin glans, for ingen ved, hvordan ulykken egentlig skete, og alle sikkerhedsforanstaltninger var ellers taget. Alligevel kom den filippinske fremmedarbejder slemt til skade. Og ingen kan fortælle hovedpersonen, hvad han hedder.

Undersøgelsen af den filippinske fremmedarbejders ulykke er ét ud af tre spor i Hendelser uten navn og klart det stærkeste. Romanens force ligger i at mane til eftertanke om den forskel, noget så banalt som et korrekt opsat rækværk på en borerig eller en sikkerhedsline kan betyde for en fremmedarbejder, der ikke har nogen forsikring og potentielt bøder med sit liv, hvis han kommer ud for en ulykke. Fremmedarbejderen trækker altid det korteste strå. Dette ved hovedpersonen godt, og måske netop derfor forsøger hun ihærdigt at distancere sig fra sagen og det faktum, at omstændighederne ved filippinerens arbejdsulykke ikke stemmer helt overens.

Sprogligt distancerer hun sig også fra alle de arbejdsulykker, hun undersøger, hvor «den forulykkede arbeideren» eller «den skadede/omkomne» foretrækkes frem for personernes navne. På den måde holdes deres virkelighed på afstand fra hende.

Visse steder i romanen optræder endda tekstpassager i kursiv, der i et tørt, bureaukratisk sprog mimer en reel beskrivelse af en arbejdsulykke: «Montør ble alvorlig skadet av lysbue under montasjearbeid. Montøren begynte arbeidet med å tilkoble kabelen og idet han skulle trekke til med tilkoblingsmoment, oppsto det uventet kortslutning med lysbue. Montøren ble som følge av lysbuen påført branskader i ansiktet, på hende og på halsen» (16). Andre steder tager sproget form som ‘stream of consciousness’, næsten som om hovedpersonen glemmer at trække vejret i sine forvirrede refleksioner: «… må huske å se nærmere på den dokken i morgen, på spor etter skade, forestille meg fallet, den usikrede kroppen som treffer en hard overflate» (63). En næsten poetisk beskrivelse, var det ikke for dens barske indhold. Og igen et eksempel på, hvordan hovedpersonen forholder sig til andre mennesker og til sit eget liv: afstandtagende.

Det andet spor i Hendelser uten navn er hovedpersonens fallerede forhold til mænd. Deres navne dukker op hist og her i korte erindringsglimt, men nogle gange bare som «han». Identitetsløse. Uinteressante. Kun én mand virker som ‘den store kærlighed’, men han er tydeligvis ikke en del af hovedpersonens liv længere og fremtræder i stedet som en skygge over hendes tilværelse. Her mister romanen fokus, idet der opstår en alt for udtalt historie om tabt kærlighed, som fjerner opmærksomheden fra fremmedarbejdernes arbejdsulykker, der er romanens egentlige omdrejningspunkt. Hovedpersonen forsøger at drukne sine sorger ved at være sammen med andre mænd, hvilket resulterer i sammenligninger med hendes ekskæreste, som er unødigt eksplicitte: «tungen hans minner om en annen tunge, en tunge jeg ikke kan glemme mens jeg gjør alt jeg kan for å prøve å glemme, fortrenge» (118). Den tabte kærlighed understøtter for tydeligt, hvorfor hovedpersonen forholder sig så distanceret til både sit arbejde og sine forhold til mænd.

Tredje og svageste spor i romanen er hovedpersonens nære forhold til grønne planter, som hun beskriver nøje: hvor hun købte planten, hvad den hedder på latin, og hvordan den bør vandes. Igen er klichéen for overforklarende, da der skabes en parallel mellem hovedpersonens besættelse af planter og af mænd: Ligesom planterne skal vandes for at gro, skal forhold også plejes. Dette kan hovedpersonen slet ikke finde ud af: Nogle planter (og forhold) overlever nogenlunde, mens andre dør ud. Udover det banale i hovedpersonens plantemani er antallet af sider, der bruges på at beskrive planterne, uforholdsmæssig stor, og plantepassagerne føles redundante i forhold til den overliggende arbejdsulykketematik. Planterne tjener dog det klare formål at være en kontrast til det metal, hovedpersonen omgiver sig med, når hun undersøger arbejdsulykkerne på boreriggene. En pointe, der også fremgår af romanens omslag, hvor forsiden er et rødt metalgulv og bagsiden frodige planter, som dog mødes på ryggen og udgør præcist halvdelen heraf.

Hendelser uten navn er altså en roman, der går for langt med nogle af sine spor og dermed fjerner fokus fra det vigtigste. Med sine skildringer af hovedpersonens svaghed for intetsigende mænd og omsiggribende planter tenderer romanen mod klichéer frem for at koncentrere sig om fremmedarbejdernes arbejdsulykker. Her ligger kernen i romanen, nemlig refleksionen over, hvordan vi ser på os selv og andre; om vi er navngivne eller navnløse. Og det er denne form for refleksion over, hvordan vi møder et andet menneske – om vi tør hilse på den fremmede og lære den fremmedes navn at kende – der er så tiltrængt et perspektiv i dag, hvor den fremmede ofte enten behandles fjendsk eller med ligegyldighed. Potentialet i Landmarks roman er, at den kan få læseren til at vurdere en tredje mulighed: at engagere sig.